De fysiske rammer
Indenfor
Grønnebakken har til huse i en murstensbygning fra 1955. Den består af to etager samt fuld kælder og er senest gennemrenoveret i 2000-2001. Siden da er der løbende blevet lavet mindre renoveringsprojekter og almindelige vedligehold.
På første sal bor børnehaven med 40 børn, i stuen huses de 24 vuggestuebørn og Heidi (vores køkkendame) i køkkenet. I kælderen er der bl. a. kreativitetsrum, værksted, opbevaring – og spøgelseshus til Grønnebakkens årlige sommerfest.
På Grønnebakken har vi valgt at arbejde med “åbenplan” både i vuggestuen og i børnehaven. Det betyder, at børn og personale ikke er stueopdelt. Vi ønsker at give børnene så mange venskabsmuligheder som muligt, samt give børnene mulighed for at søge de voksne, de er mest trygge ved. Vi udnytter desuden vores kvadratmeter optimalt i det åbne plan, fordi flere af børnenes faciliteter kun behøver at være ét sted, i stedet for på hver stue. I det åbne plan kan personalegruppen samtidig bedre udnytte hinandens ressourcer og kompetencer.
Udenfor
Vi synes, det er vigtigt, at børnene kommer ud hver dag, og derfor har legepladsen høj prioritet både for vuggestuen og børnehaven. Vi betragter legepladsen som et ekstra rum, derfor får vi hvert forår lagt nyt rullegræs og skiftet sandet i sandkasserne.
Vi har en dejlig legeplads med meget grønt, naturlig skygge fra træerne og mange kroge. På legepladsen har børnene også mulighed for at lege i mindre grupper, mulighed for at fordybe sig, mulighed for at løbe, cykle, og bruge hele deres krop, samt mulighed for at lege med større/mindre børn og lege med deres store/mindre søskende.
Børnene kan godt lide at lege lidt i det ”skjulte”, og det har de mulighed for på grund af legepladsens indretning. I et lille, aflukket hjørne ligger ”Mariannes hemmelige have”, hvor børnene kan lukke lågen og fx ligge på tæpper og slå telt op. Der bliver fundet masser af snegle og edderkopper rundt om i buskene.
Ud over legepladsen udnytter vuggestuen nærmiljøet meget, mens børnehaven tager på længere ture længere væk. Vi har to eldrevne ladcykler som vi ofte bruger til at tage på ture med. Her udnyttes de muligheder og tilbud, som er aktuelle i byen. I sommermånederne er der mange anderledes ture, hvor børn fra vuggestuen og børnehaven tager på ture sammen.