Inden dit barn starter i Grønnebakken
Inden dit barn starter i Grønnebakken, er det vigtigt for os, at du især har orienteret dig om disse emner.
Viden om sukkerpolitik
På Grønnebakken har vi ikke nogen sukkerpolitik. Det er en tradition, at når man samles for at fejre, markere specielle dage/ højtider, at der serveres lidt sødt til børnene. Ved arrangementer som fx vores sommerfest, Grønnebakkens fødselsdag, julearrangement og fastelavn bliver der serveret kage eller andet lækkert til børnene. Til fastelavn er der en lille slikpose i tønden og når julemanden kommer på besøg er der også små slikposer. Til vuggestuebørnene kan det være en lille pakke Smarties eller en lille æske rosiner. Børnehavebørnene får et par stykker vingummi, lidt chokolade eller lignende.
Viden om driftstilskud
Familier skal være opmærksomme på, at driftstilskuddet kan variere afhængigt af bopælskommune. Familier, der fraflytter Københavns Kommune eller som er bosiddende i en anden kommune end Københavns Kommune, og ønsker at bevare deres barns plads på Grønnebakken, skal selv betale eventuel difference i driftstilskud. Det påhviler familien selv at undersøge driftstilskuddets størrelse i bopælskommunen.
Viden om omkring optagekriterier, særligt stk. 5 og 6:
Stk. 1. Institutionen er tilgængelig for alle børn, uanset race, religion og sociale forhold.
Stk. 2. Søskende har fortrinsret til institutionens pladser.
Stk. 3. Optagelse til institutionen vil ske i forhold til anciennitet, og barnet kan først blive skrevet på ventelisten, når barnet er født (har fået CPR-nr.), og når det er meddelt institutionen skriftligt, at man ønsker opskrivning på ventelisten. Ved nye børn, som ikke har søskende i institutionen, kan opskrivning på Grønnebakkens venteliste desuden først ske, efter at barnets forældre har været på en rundvisning. Ved optag af nye børn i institutionen kan der tages hensyn til alder, køn og diversitet, når særlige hensyn til børnegruppens sammensætning taler herfor.
Stk. 4. Forældre vil få tilbudt plads via mail eller telefonisk. Forældrene har tre dages
betænkningstid, før pladsen bliver tilbudt et andet barn.
Stk. 5. Den tilbudte plads kan forekomme +/- en måned i forhold til behovsdatoen. Hvis der takkes nej til pladsen, vil pladsen tilbydes det næste barn på ventelisten, og forældrene vil blive tilbudt plads, når der opstår mulighed igen.
Stk. 6. Der gælder betalingsforpligtelser fra indmeldelsesdato. Som udgangspunkt forventes indkøring af barn opstartet på indmeldelsesdatoen, medmindre andet konkret er aftalt med institutionsledelsen. Aftaler om andre indkøringsdatoer er kun mulige i det omfang øvrigt optag/indkøring tillader det.